Artikler

Når forskning bliver til kriterier

Ny forskning peger på, at fødevareallergi kan opstå gennem huden. Det er problematisk, da kosmetik-produkter kan indeholde ingredienser, der kommer fra fødevarer. I Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning har forskningsresultaterne resulteret i nye krav til kosmetiske produkter.

Foto: Shutterstock

Det virker måske lidt ulogisk, at dit valg af hudcreme kan få betydning for, hvad du kan tåle at spise. Ikke desto mindre peger en række forskningsprojekter og studier fra blandt andet Japan, England og DTU Fødevareinstituttet i Danmark på, at det er muligt at udvikle fødevareallergi gennem huden. Resultaterne fra DTU Fødevareinstituttet indikerer, at allergien kan opstå, når huden kommer i kontakt med kosmetiske produkter som cremer og shampoo, der indeholder allergifremkaldende proteiner fra fødevarer.

Forskningsområdet er forholdsvist nyt, og det er stadig uklart, hvor mange mennesker der er berørt af problemet, og hvor stor risikoen reelt er. Men samtidig har de eksisterende forskningsresultater skabt bekymring blandt flere forskere. Særligt et eksempel fra Japan, hvor en ansigtssæbe med modificeret hvedeprotein viste sig at give allergiske reaktioner, har været med til at sætte fokus på denne måde at udvikle fødevareallergi.

Et projekt, der har været længe undervejs

Allergimærkningen har holdt øje med forskningen på området i de seneste syv år og har samtidig været opmærksom på henvendelser fra foreningens medlemmer med fødevareallergi, som var bekymrede for allergirisikoen fra produkter med fødevareingredienser. For tre år siden var forskningen nået så langt, at Allergimærkningen valgte at sætte et projekt i søen, der skulle indsamle og vurdere alle forskningsresultaterne på området. Ud fra et forsigtighedsprincip og baseret på de tilgængelige videnskabelige resultater vurderede Allergimærkningen sidste år, at det var tid til at lave et nyt kriteriesæt med specifikke krav til fødevareallergener.

Det nye krav

Langt de fleste studier, som Allergimærkningen har vurderet, fokuserer på proteiner fra peanut og hvede i forhold til risikoen for at udvikle fødevareallergi. Men da der også er set lignende eksempler for andre typer af fødevarer, valgte Allergimærkningen at lade kravet gælde for alle fødevareallergener, som er på EU’s liste.

Det nye kriteriesæt kræver, at alle fødevareingredienser i produkter med Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans’ mærke er fri for proteiner. Ingredienser fra peanut tillades slet ikke.

Mange ingredienser gennemgår så mange forarbejdninger, at det kan være svært at se, hvor de stammer fra – særligt for dig som forbruger. Selvom risikoen for at udvikle fødevareallergi gennem huden er lav, er det Allergimærkningens job at være det sikreste valg på alle parametre, når det gælder udvikling af allergi via huden. Med kriteriet giver Allergimærkningen en øget tryghed til en ny gruppe og passer ekstra godt på dig, som vælger allergivenligt.

Allergimærkningen arbejder både for at forebygge udviklingen af allergi og for at hjælpe personer med eksisterende allergi. Med Allergimærkningens formål for øje sætter det nye kriterie strenge krav til indholdet af proteiner fra fødevarer i alt fra cremer og shampoo til makeup.

Hvad er en oprenset ingrediens?

Et fødevareprodukt som hvede kan blive forarbejdet til en bred vifte af ingredienser, som bruges i alt fra mad til kosmetik. Nogle af de ingredienser, som laves af hvede, indeholder proteiner, som kan være allergifremkaldende. Gennem forskellige forarbejdningsprocesser kan man oprense ingrediensen og stort set fjerne det allergifremkaldende protein.

Du vil altså godt kunne finde et produkt, der indeholder mandelolie, et typisk fødevareallergen, hvor det allergifremkaldende protein er fjernet, så den er allergivenlig.

Producenterne gør en stor indsats

Det er producenternes ansvar at kunne dokumentere, at deres råvarer og ingredienser ikke indeholder de potentielt allergifremkaldende fødevareproteiner – og det er et stort arbejde. Producenterne skal blandt andet have informationer fra deres råvareleverandører og teste de ingredienser, der stammer fra et fødevareallergen. I sidste ende kan de være nødt til at udskifte eller helt udtage ingrediensen fra deres produkter, for at de kan bære Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans’ mærke. Det nye kriterie bliver indfaset løbende hen over det næste år, og Allergimærkningen er med hele vejen for at rådgive producenterne.

Hvordan kan fødevareallergi opstå gennem huden?

Fødevareallergi hudallergi kosmetikHvis du bruger en creme med proteiner fra eksempelvis hvede, som din krop ikke har været i kontakt med før, kan proteinet aktivere din krops immunforsvar. Hvordan det kan ske, er fortsat et mysterium.

Immunforsvaret reagerer ved at producere antistoffer for i fremtiden at beskytte dig mod det fremmede protein, som kroppen tror, er skadeligt for dig.

Antistofferne forbliver ikke kun i huden dér, hvor du har brugt cremen. Sammen med dit blod bliver de fordelt i hele kroppen.

Møder din krop hvedeproteiner på andre måder, for eksempel gennem den mad, du spiser, vil antistofferne derfor kunne forårsage en allergisk reaktion.

Kilder: DTU Fødevareinstituttet, Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning


Du kan se Astma-Allergi Danmarks logo med den runde blå krans i begge vores allergimærker, Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans.

Du kan læse mere om Asthma Allergy Nordic her.

Støt vores arbejde

Vi er en del af Astma-Allergi Danmark