Forbrugere

Træf et oplyst valg

Brug allergimærkningen til at træffe et oplyst valg

Med Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans træffer du et aktivt valg om at passe ekstra godt på din hud og nedsætte risikoen for hudallergi hos dig og din familie. Produkter med vores allergimærkning findes i over 70 lande – alene i Danmark bærer flere end 1.800 produkter vores mærke – og der kommer hele tiden nye til.

Vi passer på din hud

Med allergimærkningen hjælper vi dig til at tage et oplyst valg, så du let kan beskytte din hud og minimere risikoen for at udvikle hudallergi. Vores team af specialister undersøger samtlige indholdsstoffer i produkterne og vurderer omhyggeligt hvert produkts allergirisiko – lige fra produktionsprocessen til hvordan produktet anvendes. Vi blåstempler kun produkter med minimal allergirisiko.

Én gang allergi, altid allergi

Hudallergi – også kaldet kontaktallergi opstår typisk på grund af parfumestoffer, konserveringsmidler og metaller som fx nikkel eller krom. Disse stoffer findes i mange forskellige dagligdagsprodukter lige fra rengøringsmidler og shampoo til hygiejnebind og makeup.

Jo længere tid din hud bliver udsat for allergifremkaldende stoffer, jo større er risikoen for, at du udvikler hudallergi. Har du først fået hudallergi, har du det for livet. Det skyldes, at dit immunsystem ikke glemmer et stof, hvis det først har reageret allergisk på det.

Dit pejlemærke, når du handler

Det kan være svært at gennemskue et produkts etiket og finde ud af, hvilke ingredienser i en deodorant eller creme, der kan give hudallergi. Vores allergimærkning fungerer derfor som dit pejlemærke, når du handler. Vores specialister har gjort arbejdet for dig, så du ikke behøver at være usikker på produktets allergirisko: Har du hudallergi, eller vil du minimere risikoen for at udvikle det, så se efter vores mærke, når du handler.

I allergimærkningen stiller vi strenge krav til indholdet af kemiske stoffer i produktet og i produktionen. Det gør vi for at give dig som forbruger det bedste værktøj til at undgå hudallergi – en kronisk lidelse som i dag plager omkring en femtedel af den danske befolkning.

Et bredt udvalg af produkter

Vi mærker produkter inden for en lang række kategorier. Til dato findes der over 1.800 produkter med Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans alene i Danmark. På den måde er vi med til at passe godt på dig i din hverdag.

Produkttyper med allergimærkningen:

Allergimærkningen på verdensplan

Du kan finde Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans i hele verden. Med det interaktive kort nedenfor kan du se, hvilke produkter der er tilgængelige i de forskellige lande.

Støt vores arbejde - Giv et bidrag

Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans arbejder for at gøre livet lettere for alle med hudallergi - også for dig, der ønsker at passe på din hud.

Din støtte gør en forskel.

Støt vores arbejde.