Vi stiller krav til makeup
Mange unge og voksne bruger dagligt makeup, og for nogle kan det føles ganske uundværligt. Makeup med vores mærker skal leve op til vores generelle krav om ikke at indeholde stoffer, med en særlig risiko for at forårsage hudallergi. Men da makeup også indeholder forurening med metaller, gælder der særlige krav til makeup-produkter.
Lyder det indviklet at skulle tage stilling til, om der er risiko for allergi ved den makeup, du bruger? Vælger du makeup med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning, har vi gjort arbejdet for dig.
Makeup kan indeholde flere allergifremkaldende stoffer. Det kan bl.a. være parfume, konserveringsmidler som formaldehyd og metallerne nikkel, kobolt og krom. Flere og flere danskere lider af hudallergi overfor parfume og konserveringsmidler, og mennesker med nikkelallergi kan også opleve gener ved makeup. Makeup med vores allergimærkning gør det lettere for dig at finde produkter, uanset om du lider af hudallergi eller ønsker at nedsætte risikoen for at udvikle allergi.
Risikoen for at få hudallergi bliver større, jo længere tid du er i kontakt med de allergifremkaldende stoffer. Ofte har man makeup på i længere tid ad gangen, og mange bruger også de samme produkter, de samme steder på kroppen, dag efter dag. Makeup er altså produkter, hvor man risikerer at være i kontakt med allergifremkaldende stoffer i længere perioder. Derfor kan det være en god idé at vælge produkter med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning eller Asthma-Allergy Nordic. Find makeup med vores allergimærke i vores database, Kemilex, her.
Makeup med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning
Metallerne nikkel, kobolt og krom findes som en naturlig forurening i mange af de farvepigmenter og farveeffektstoffer, der bruges i makeup. Da metallerne netop er forureninger, skal de ikke stå på produktets deklaration. Du kan altså ikke som forbruger aktivt vælge dem fra, når du køber din makeup.
Metaller som kobolt, krom og nikkel findes i de naturlige pigmenter, som giver makeup farve. I vores mærkningsordning, sætter vi krav til at mængderne skal være så lave, at langt de fleste mennesker med allergi overfor metaller, vil kunne tåle produkterne.
Metaller i makeup
På baggrund af videnskabelige undersøgelser og vores netværk af førende danske og internationale eksperter på området, har vi sat en grænse på 1 ppm for det totale indhold af hver af metallerne.
1 ppm betyder 1 part per million, det vil sige 1:1.000.000 eller 1 mg/kg. Det er altså meget små mængder metaller, der må findes i produkter med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning. Med det niveau vurderer eksperterne, at de fleste allergikere ikke vil opleve gener ved brug af makeup.
Deklaration af farver i makeup
Der er ikke krav i lovgivningen om, at man skriver de specifikke farver, der er i et produkt, på deklarationen. I stedet kan producenten skrive ”+/-” eller ”kan indeholde” efterfulgt af alle de farver, de bruger i hele deres kollektion, for at indikere, at de muligvis er i produktet.
Makeup, der er mærket med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning, skal indeholde information om præcis hvilke farver, der findes i produktet. På den måde er du som forbruger sikret viden om, hvad det er, du rent faktisk står med i hænderne.